Årets tredje kompetencedag
Cloudworks har tidligere været på firmatur i både Rumænien, London og København. I år faldt valget på skønne Kristiansand i det sydlige Norge.
Turene består typisk af en kompetencedag dedikeret til læring og vidensdeling. Under vores besøg i Kristiansand havde vi et fyldt program med blandt andet to forskellige workshops, som gav plads til teamwork og brainstorming. I den ene arbejdede vi med vores bæredygtighedsstrategi, mens vi i den anden fik tilspidset vores viden og kunnen i vellykket og effektiv kommunikation. Sidstnævnte blev dygtigt leveret af den lokale psykolog Tor Åge Eikerapen, som er specialiseret i organisationspsykologi. Han understregede vigtigheden af tryghed, anerkendelse og empati i den daglige kommunikation på arbejdspladsen, og fik os til at grine højt igennem tematikkerne.
Kompetencedagen inkluderede også spændene præsentationer fra vores kollegaer. Trond gav os et indblik i "The Subtle Art of IAM Customer Advisory and Project Management", mens Andreas og Nils Anders præsenterede "Dreamteam work on Okta CIC challenge”. På trods en regnfuld start på dagen overtog solen hurtigt i Kristiansand, og vi kunne nyde den smukke septembersol i pauserne.
Efter en produktiv kompetencedag tog vi hul på aften med en overdådig middag på Restaurant Grenseløs. Herfra gik turen til Skybar Club 21, hvor vi blev budt velkommen med et udvalg af eksotiske cocktails og en betagende udsigt over Kristiansand. Latter, livlige samtaler og gode kollegaer skabte en afslappet og sjov aften.
En aktiv lørdag
At vågne op til en malerisk solopgang med udsigt over Kristiansands palmerige bystrand, Bystranda, satte tonen for en skøn og sjov dag forude. Vores eventyr begyndte på Odderøya, et naturskønt område i centrum af Kristiansand. Her teamede vi op med lokale ”Tar Du Oppdraget”, ledet af Henrik, som tog os på en tur rundt på Odderøya fyldt med en række sjove udfordringer. Opdelt på hold skulle vi løse fire forskellige challenges i naturen, som både krævede kreativ tænkning, udholdenhed og masser af teamwork. Vinderholdet kunne efter strabadserne modtage deres præmier med en spektakulær havudsigt fra toppen af Odderøya.
Dagen fortsatte på Smak og Behag, en kulinarisk højborg i regionen, hvor vi nød en lækker frokost med lokale råvarer. Vores lokalkendte kollega, Jostein, tog derefter kaptajnhatten på og førte os gennem centrum af byen. Her blev vi præsenteret for aftenens spisested, Sjøhuset, som serverede den ene lækre ret efter den anden, mens vi nød udsigten over vandet og solen, som langsomt gik ned.
Tak for denne gang
Årets firmatur levede endnu engang op til alle forventningerne. Dagene var præget af kammeratskab, engagerende samtaler, latter og overdådige måltider i den solrige by Kristiansand. Vi drog alle afsted fra turen fyldt med ny viden, inspiration og gode minder, som vi delte under rejsen.